Prolog skrevet af
Niels Erik Danielsen, motiv af Verner Brems og Lotte Overgaard har stået for logotype og grafisk udformning.
Carl Scharnberg blev født i Aabenraa i 1930, faderen var skrædder, moderen rengøringsassistent. Hans opvækst var præget af tredivernes arbejdsløshed.
”Vi var sorgløse børn i de dage, da voksne spiste, hvad vi lod tilbage.”
Som ung mand rejste han ud og oplevede det krigshærgede Europa. Han vidste om nogen, hvad sult og nød og krig var for en menneskeskabt størrelse. Han skrev, agiterede, opmuntrede, begejstrede, undersøgte, fandt løsninger, inspirerede, gav håb for mange der ikke vidste, hvordan de skulle tackle store og små problemer. Han var ildsjæl, før man brugte ordet. Han fortalte om postbuddet der bare sagde et par navne og straks var Carl i gang med at undersøge om Sacco og Vancetti.
Han skabte brugbare ord og vendinger ”om den der ikke tør vælge ad hvilken vej han vil gå, ender som sten i den trappe de stærke vil træde på.” Han tog stilling og skrev til dem, der tør.
Han brugte humoren som våben:
”To mænd står og ser på en fredsdemonstration, de da idioter siger den ene til den anden, ja siger den anden, men der er mange af dem.”
Han sagde det enkelt:
”Skriv kort min dreng, så laver du ikke så mange fejl…”
Under den kolde krig - militærnægter og i fængsel for sin overbevisning. Fredsmarch i England og hjem og med til at starte ”Kampagnen mod Atomvåben”. En græsrodsbevægelse som gennemførte påskemarcher fra Holbæk til København, og som marcherede over grænsen til tyske fredsfolk.
”Når mennesker betragter militær som noget uundgåeligt, der er hævet over debat, en slags forudsætning for at kunne overleve, er vi nået dertil, hvor krigens forudsætning er fredet! Fortsættelsen er historien om det, ingen ønsker, og som kunne være undgået, hvis intet var blevet betragtet som uundgåeligt!”
Carls ord gjorde indtryk og skabte bevægelse, vi fik ikke den krig, som de mange våben kunne have udløst.
Og Carl var naturligvis imod EF eller EU som det nu hedder. Paradokset i den sammenhæng er, at alt det, han advarede imod er blevet gennemført.
”De drillede os. Skosede. Hånede lidt: - Hvor har I det dog fra, spurgte de. - Hvor står det skrevet, smilede de. Og så satte de tingene på plads for os: - EF har intet at gøre med en fælles udenrigspolitik, garanterede de. - EF har intet at gøre med militærpolitik, forklarede de. - EF stræber ikke mod en fælles valuta, smilede de. - EF har ingen planer om fælles lovgivning, lovede de. - EF skal ikke være nogen politisk union, beroligede de, og de hånede os lidt: - Hvor har I det dog fra, spurgte de. - Hvor står det skrevet, smilede de.”
Tillad mig et enkelt tal i den sammenhæng, 80 % af vores lovgivning i Danmark i dag kommer fra EU!
Carl Scharnbergs bedstemor var arbejderkvinde, enke med 7 børn og med til at stifte Kvindeligt Arbejderforbund i Haderslev.
”Arbejdede om dagen på gartneri, bandt kranse, buketter, pottede. Om aftenen ekstraarbejde som garderobekone for at kunne overleve. Så hjem til børnene. Vaske, stoppe, lappe, sy. Samtidig sammen med de første, der turde, gå ud for at finde kvinder der ville være med til at starte en fagforening.”
Carl stiller spørgsmålet, ”hvor fik de gamle alle de kræfter fra? Hvilke forhold forbedrer vi vor generation for dem der kommer efter os.”
Forsvaret for fagforeningerne og medlemmerne lå Carl Scharnberg meget på sinde:
”Forskellen på en gul og en rød fagforening skulle bl.a. være den, at i en gul fagforening er man solidarisk med sig selv, medens man i en rød fagforening gerne skulle være solidarisk med hinanden.”
”Arbejderklassen fik aldrig noget foræret og ingen vil forære os noget fremover. Alt det der er nået, er betalt med arbejde, kampe, ofre, slid skuffelser, udholdenhed, nederlag og kun fordi nogen aldrig gav op nåede vi videre!”
”De gav os den kyniske lære: at verden altid er rå! Vi skulle tie og bære selv sparket til dem, der lå!
Vi lærte: En dag kan ingen af vore gå eller stå, hvis ikke vi har hinanden som klasse at stole på!”
Og han skrev ord og tekster mod arbejdsløshed for at hjælpe og styrke de, der blev ledige.
”Når det står skrevet i FN’s menneskerettighedserklæring, at: Enhver har ret til arbejde. Til frit valg af beskæftigelse. Til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed og når det blev vedtaget i FN 10. dec. 1948, hvornår kan det så forventes at blive indført i Danmark.”
Til de usikre sagde han:
”Er du usikker, kammerat, så læg mærke til, hvad bankerne, skibsrederne og jordejerne ønsker, at du skal gøre - og gør så det modsatte!”
Han vendte frihedsdiskussionen på hovedet:
”I Danmark er der ingen der bliver stillet op ad muren. Vi lever i et frit land. Her kan man selv gøre det. Det begynder med restenil, stesolid og så elefanter. Derefter kan man vælge: Mellem broerne, intercity-tog, garagen, plantagen eller en af de andre mange muligheder. Danmark er et frit land. Her stilles ingen op ad muren. Her kan man gøre det selv.”
Og Carl skrev sange, mange sange som bl.a. Peter Abrahamsen har sat melodier til:
”Vi digted en sang da vi for rundt i leg: - Kom sne, lad det sne på hver eneste vej. - Kom sne, lad det sne på hver eneste vej, - for så køber mor måske leverpostej. - Kom sne, lad det sne på hver eneste vej, - for så køber far nok et stort stykke steg.”
Alt sammen stadigvæk forfærdeligt aktuelt. Når vi ser på udviklingen i verden og begrebet working poor.
Sammenholdet var naturligvis et begreb, der lå Carl meget på sinde:
”En ung aktiv arbejder fik forleden sin afsked. Hans 25 kammerater følte sig magtesløse. Da de samledes sidste gang i kantinen, rejste han sig og sagde: - Venner. Her mellem mine fingre har jeg en tændstik. Når jeg trykker til, knækker den som intet. Men her….. her har jeg 26…. Hvor hårdt jeg end trykker til – så kan de ikke knækkes…… Så enkelt er det. De gamle lærte os det. Vi har selv erfaret det. Vi ved det. Måtte vi kunne give det videre.”
Carl flyttede til Vrå i Nordjylland, hvor han bl.a. var med til at skabe Børnenes Jord, en byggelegeplads, hvor børnene fik lov til at lege.
”Giv børnene ret til at lege og lære, at drømme og forme, leve og være.
Kun der hvor børn kan føle sig trygge, gror det, de gamle kaldte for lykke.”
I en 1. maj tale skrev han:
”Jeg er ikke pessimist. Jeg er socialist. Og derfor dette sidste, ikke formet af mig, men lært af dem før os, der puklede, håbede, ofrede, tog deres tørn…. De lærte os dette: Verden er ikke statisk. Alt kan forandres. Arbejderbevægelsen har kræfterne til at gøre det. Kræfterne øges, hvis vi bruger dem. Kræfterne forsvinder, hvis de ikke bliver brugt. Lad os da bruge dem…………..
Måtte man engang kunne sige om vor generation: de overtog jorden. De undersøgte den. De erfarede sig til at tingene kan forandres. Og de gjorde det.”
Niels Erik Danielsen 10. maj 2014
