fredag den 2. juni 2023

Skursnak af Niels Erik Danielsen

 

Prolog til Bygningsarbejdernes Landsbranchemøde Horsens 3. - 4. juni 2023

Det var et blandet skur fagligt set. En stor boligrenoveringsopgave. Der var jord og betoner, tømrere, murere, et par bliktude og en enkelt trikker. Som sædvanlig var der ikke skure nok, der skal jo spares, som en af mestrene sagde. Tiden var lige efter den nye regering, mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Det var dog ikke helt gået op for alle gutterne, at ”regeringen havde planer om at lægge alle byrder på dem, fritage de allerrigeste fra arveskat, forringe de højeste uddannelser og SU’en, fjerne en helligdag, forringe seniorpensionen og skrabe så mange penge sammen til krudt og kugler”, som en af de unge lidt tørt udtrykte det.
”I næste uge kommer der to malere” sagde murerformanden. De unge grinte lidt, det ville sandsynligvis være kvindelige malere og det kunne give lidt god stemning i skuret. Murerformanden var der hurtigt, ”ikke noget me-too her”. Mindstemanden svarede dog hurtigt ”og det skulle komme fra dig din gamle buk”. Der blev grinet af alle, selvfølgelig også af Murerformanden.
Alle de unge sad og kiggede på telefoner og viste diverse små film til de andre. Der blev grinet, og det lød ”årrh se hende her og ham der falder her”. Der blev grinet højlydt. Efter maden sagde Murerformanden højt ”nå, drenge skal vi snakke lidt sammen, læg de der telefoner og vær lidt nærværende!” Det var velkendt, at Murerformanden var socialdemokrat med stort S. Han havde siddet i skur med Mathias Tesfaye, historien var fortalt så mange gange, at de unge vendte øjne, når den blev fortalt igen og igen. ”Den har vi hørt” råbte de nærmest i kor. ”Vi skal jo alle bidrage” fortsatte Murerformanden. Så lød det fra den anden ende af bordet, ”vi er sgu da mange der har bidraget, men der er nogle der ikke har bidraget. Fx Mærsk, de havde i 2022 i årets første 6 måneder tjent 113 milliarder kroner.” Murerformanden prøvede igen, ”men det er da meget godt, at flere kommer i arbejde”.
Mindstemanden havde ikke givet op, og så kom det lidt syrligt. ”Det er sådan en papegøjesandhed, som folk, der tror, at de har forstand på økonomi, gentager igen og igen. Det var noget Blå Bjarne Corydon snakkede meget om. Dengang førte det til, at øget udbud af arbejdskraft skete ved at hæve pensionsalderen. Så nu skal vi unge arbejde, til vi er 69 år, og det er langt fra usikkert, vi kan det, med det arbejdsmiljø vi har her på pladsen.”  
”Nå men vi skal vel også ud at lave noget”, kom det lidt tamt fra Murerformanden.
Det var lille fredag. Benny stod lidt for sig selv. Han havde konens salut fra morgenen kørende inde i hovedet ”og det er altså din tur til at hente ungerne, jeg skal nå ned til fitnesstræningen, jeg er ved at blive for fed”. Han syntes nu hun var så dejlig, som hun var, men i dag skulle der støbes, og så blev det sikkert overarbejde igen, satans også. Han havde snakket med formanden om, at i dag skulle han altså hente børnene, men formanden havde bare sagt ”jah – jah, nu må vi jo se”. De knoklede på så godt de kunne, og klokken nærmede sig afgang. Pludselig kom en af funktionærerne rendende, ”øh, de har ringet fra en børnehave og spurgt, om der er en der kommer og henter to grædende unger?” Benny smed, hvad han have i hænderne. Der blev grinet lidt, men flere forstod Bennys frustration. Knokleri og så det at være en god og ansvarsfuld far hang ikke altid sammen.

Et par dage efter var der besøg i skuret. En af de gamle tømrersvende, Dennis som havde været i firmaet i en del år, var på besøg og havde taget kage med. Dennis’ fortælling fik de unge til at folde ørerne ud. Som ung tømrerlærling havde han slæbt tunge gipsplader op på 6. sal og knoklet alt for mange timer i træk for at tjene lidt ekstra på “kulørt arbejde”, som han udtrykte det, idet han smilede skævt. ”Det har sgu’ sat sine spor. I dag tager jeg to Panodiler fire gange om dagen. - Når det er værst, tager jeg også en morfin-pille for at sove”. For godt syv år siden var jeg igennem en ni timer lang operation for at få stivet ryggen af, da brusken i min fjerde og femte lændehvirvel var trykket helt sammen”.
Dennis fortalte om sin gode ven, som havde gået på universitetet. ”Han har godt nok et kedeligt job”, fortalte Dennis. ”Kommunikation og molekylærbiologi på RUC, men hans fysik er meget bedre end min. Som unge vandrede vi meget. Vi har tidligere snakket om at tage til Himalaya og vandre, men det har jeg droppet for år tilbage. Men min akademiker ven han har ikke opgivet Himalaya”.
Lærlingene syntes Dennis’ historie var skræmmende. En af lærlingene konstaterede lidt tørt, at ”regeringen prøver at få flere til at tage en erhvervsuddannelse, men hvem har lyst til det med udsigten til at blive slidt ned før pensionsalderen, med ulykkesfarer og udsigten til at skulle arbejde til du er over 70 år, mange gange udenfor i al slags vejr”. Det blev stille i skuret.

Mindstemanden pippede lidt forsigtigt, ”Vi er sgu da nødt til at få fagforeningen og forbundet til at gøre noget mere ved vores arbejdsmiljø, det går da ikke det her”. Den der forpulede regering vil jo bare have, vi skal arbejde mere, selv på Store Bededag”. Murerformanden grinede og brummede. ”at tænke sig, vores røde Mindstemand blev lige pludselig hellig”. Munterheden kom tilbage, og kagen, som Dennis havde med, blev delt og spist.

Under kagespisningen snakkede de videre om fagforeningen. Mindstemanden spillede hårdt ud. ”Fagforeningen skal da gøre noget, men det er svært, når ikke alle er med i en rigtig fagforening”. Der blev stille i skuret. Enkelte kiggede intenst på telefonen. Murerformanden spurgte lige ud. ”Vi er da alle med i en rigtig fagforening?”. En ung svend sagde, ”er der da noget der hedder en forkert fagforening?”. Mindstemanden var på vej op i det rødeste af de røde felter, men blev standset af en af de ældre svende, som stille og roligt forklarede om vigtigheden af sammenhold og overenskomsternes betydning. Om goderne ved aftalerne, og han fortsatte. ”ferierne er jo ikke fra julemanden eller fra en rig onkel i Amerika. De har kostet blod sved og tårer. I vores bevægelses start var et gebis en konfirmationsgave. Den tid skal vi sgu ikke tilbage til. Men det er rigtigt, nogle er ikke med i fællesskabet, nogle af dem fordi de aldrig har fået tilbuddet. Så det må vi sørge for”, sluttede den ældre svend.

Den unge svend kiggede op og spurgte ”hvad er forskellen på en rigtig og en forkert fagforening?”. Den ældre svend smilte, ”ja det er et godt spørgsmål. Forskellen er den, at i en gul fagforening er man solidarisk med sig selv, mens man i en rød fagforening er solidarisk med hinanden.”

Den unge svend spurgte igen og kiggede nervøst på telefonen, ”hvad nu hvis vi skal strejke, altså at der kommer storkonflikt, hvor får vi så penge fra?”. Den ældre svend fortsatte med at fortælle om strejkeunderstøttelse og tidligere tiders aktiviteter under storstrejker. Den unge svend kiggede nu endnu mere på sin telefon og spurgte så, ”hvor ligger den fagforening?”. Mindstemanden havde fundet den konstruktive stil og var hurtig. ”Ved du hvad, jeg følger dig derhen efter fyraften, de er enormt flinke og gode til at hjælpe nye medlemmer. Så kan du også høre om overenskomstforhandlingerne, det kunne være super, hvis sådan nogle som du og jeg kom med til dem”. Den unge svend så helt skræmt ud, han stammede, ”jeg skal altså ikke ind og forhandle”. Han tænkte på ”forhandlingerne” med kæresten om rengøring og støvsugning, som han altid tabte. ”Nej da”, sagde Mindstemanden ”du skal jo bare vide, hvad dit kontingent går til. Efter en overenskomstforhandling får vi stort set altid forbedringer. Det er jo det overenskomstsystem, som vi betaler til og det har de gule selvsolidariske fagforeninger ikke”, sagde Mindstemanden. ”

Næste dag var der regn. Det var vådt alle steder. Vand løber nedad og ind hvor der er hul til det. Vand og mudder blev slæbt ind i skuret og ind i delvist færdigrenoverede lejligheder. Der var ikke varme på arbejdsstederne. Arbejdsmiljørepræsentanten sagde til mester: ”Der skal altså være mindst 10 grader ved normalt arbejde inde i bygningerne”. Mester svarede, ”der er sgu da ikke noget, der er normalt i det her lortehul. Prøv at sige det til ham der geniet af en arbejdsmiljøkoordinator, Mister nej, som jeg kalder ham”. ”Ja, ja, godt ord igen” kom det fra arbejdsmiljørepræsentanten, mens han stille og roligt gik hen til mester.  ”Nu skal du se her mester”, sagde han. ”Jeg har jo lige været på 3F kursus”. Arbejdsmiljørepræsentanten tog sin mobiltelefon op af lommen og sagde ”prøv at se her mester, hvis jeg trykker her, så kan du se, at der kun er fem grader i bygningen. Hvis jeg trykker her, så har du hele regelgrundlaget, hvor der står, at der skal være minimum ti grader i bygningen, hvis jeg trykker her, så kan du se alle dem, jeg kan ringe til. Skal jeg trykke på 3F Røde Freddy her, på BAM-BUS, på Arbejdstilsynet, på arbejdsmiljøkoordinatoren eller på bygherren, du bestemmer selv mester”. Mester blev sur, ”ring du til hvem du vil”, råbte han. Arbejdsmiljørepræsentanten svarede hurtigt tilbage, ”hov hov mester ingen krænkelser”. Han trykkede på knappen, og hørte en frisk stemme. ”Det er 3F, det er Freddy, hvad kan jeg gøre for dig?”.

Det var blevet forår med lidt sol. Overenskomstforhandlinger var afsluttet, og der var stemt. Den unge svend var blevet medlem af fagforeningen og havde sat sig ind i overenskomsternes betydningen og han havde stemt om resultatet. Nu ventede de i middagspausen på resultatet af afstemningen. Afstemningen gav et klart ja, kun byggearbejderne havde et lille flertal af nejstemmer. Mindstemanden spillede ud. ”Vi får aldrig tilfredsstillende resultater kun ved en forhandling” sagde han med vrede i stemmen. Vi er nødt til at kæmpe for det.” Murerformanden kiggede på Mindstemanden og sagde, ”det har du da ret i, men det blev så ikke denne gang, vi skulle kæmpe, og som du selv sagde før afstemningen, efter en overenskomstforhandling får vi stort set altid forbedringer, og det har vi fået”. Mindstemanden grinte lidt, bl.a. fordi Murerformanden havde givet ham ret. Han kiggede op på Murerformanden og sagde, ”så må vi jo håbe, du er klar til at kæmpe, når vi skal det, for kæmpe det skal vi sgu”.