tirsdag den 26. november 2013

Robotterne kommer til Prag






Den 2. International robotfestival afholdes i Prag i dagene d. 27.-30. november. Det er Christian Gjørret, der driver event og marketing firmaet Vive Les Robots, som med stor succes arrangeret tidligere robot-festival i Prag. I år er der et særligt "fokus" på, at det er 75 år siden, at den tjekkiske forfatter Karek Capek døde. Hans bog "Rossums Universal Robots" udkom i 1920, og det er i den bog, hvor ordet robot for første gang forekommer (Tjekkisk ord "robota"- betyder pligtarbejde). Selve forfatternavnet Karel Capek og skuespillet "Rossums Universal Robots" bliver ofte brugt som referencer i nyere tids sci-fi film og -serie bla. i "Startrek", "Batman", "Futurama" og  "I, robot".
Billedkunster Verner Brems, fra Skanderborg er til dette års robotfestival inviteret til, på en billedkunstnerisk måde, at fortolke Karek Capeks skuespil. Det er kort fortalt blevet til en serie udskårne collage figurer, i et tvistet drama, tilført grafiske elementer fra gamle film og - stilarter, og til sidst samlet i en billedkunstnerisk cocktail. Værkerne er udstillet under hele festivallen, og tilblivelsen af dem kan ses på videoen.
Til videoen spiller Verner Brems guitar og synger lidt sang af Marc Bolan (åndelige ledestjerne :)
Man kan læse mere om Robot arrangementet på den danske ambassade i Tjekkiets hjemmeside, og downloade pressemeddelelese og program på dette link.

tirsdag den 19. november 2013

Julekunstbrag i Marginal Reklamebureau

Lørdag, den 23. november kl. 14-17 fyres årets store julekunstbrag af hos Marginal Reklamebureau i Vejle. Alle er som velkomne til at kigge forbi og blive en stor kunstnerisk oplevelse rigere.
Juleudstillingen har udviklet sig til at være et af årets store tilløbsstykker. Det vælter altid ind med flere hunderede kunstglade mennesker, og der bliver minglet og hygget til den store guldmedalje.
Marginal har altid sat en ære i at kombinere det finkulturelle med det folkelige, og det bærer deres arrangementer tydeligt præg af. Stemningen er varm og imødekommende, og gæsterne nyder, at det er muligt at få sig en snak med en eller flere af de mange udstillende kunstnere.

Hjemmelavede italienske fristelser...
Traditionen tro trakteres med noget gastronomisk, og denne gang er temaet inspireret af den italienske jul. I samarbejde med gode venner af huset sørger Susan Aakjær for, at der bliver bagt italienske fristelser, bl.a. biscotti de prato, serveret med en helt særlig hjemmelavet glögg. Der er også vin, øl, vand - og masser af slik til ungerne.

Bureauet bugner af kunst til julegavevenlige priser
Igen i år kan man opleve kunst skabt af flere end 20 dygtige kunstnere.
Der er bronzeskulpturer, keramik, tegninger, malerier, træsnit, linu-cut, akvareller, ikoner og meget mere…
Værkerne kan erhverves for særdeles venlige (det er jo snart jul) priser - de billigste værker koster 100 kroner,og de dyreste max. 2013 kroner. Kvaliteten er højere end nogensinde, så der er gode muligheder for at finde en helt unik julegave til en overkommelig pris.

De 21 kunstnere er:
Alexei Svetlov, Annette Hornskov Mørk, Berit Amdi Jakobsen, Birthe Storegaard Pedersen, Flemming Jarle, Glenn Moust, KarenT, Kåre Deichmann, Lene Juhler, Lina Bjørnø, Lisbeth Ellinor, Ljudmila Vodopic, Lotte Overgaard Brems, Marianne Grimstrup, Michael Bredtved, Mogens Leander, Ole Aakjær, Per Just, Pia Brix-Thomsen, Søren Bjælde og Verner Brems

Årets store nyskabelse
Som noget helt nyt bliver der gennemført et amerikansk lotteri, hvor der er mulighed for at vinde et eller flere unikke kunstværker.

Live elektronisk musik...
Kreative mennesker fra Engelsholm Højskole vil præsentere et musikalsk event.
Der er tale om innovativ elektronika fremført af nyskabende unge musikere fra Engelsholm. Entré og forplejning er gratis til en helt særlig eftermiddag på Marginal Reklamebureau, Strandgade 27, 7100 Vejle.

torsdag den 7. november 2013

Udstilling ruller ind på perronnen

Maleri af Verner Brems: "Nostalgi og teknologi - view fra perronnen" str. 80 x 40 cm.
Klik på billedet for at forstørre.
Kolding Banegård - 16 kunstnere udstiller malerier lørdag d. 16. november 2013 - lørdag d. 30. november 2013 på Kolding Bibliotek. Det er en kunstudstilling, hvor værkerne har banegården som tema. I 2016 fylder Kolding Banegård nemlig 150 år. Anlæggelsen af jernbaner var en ting, der i 1800-tallet revolutionerede det danske samfund i lige så høj grad, som IT har gjort det i vores tid. Jernbanerne blev nemlig anlagt, før bilerne, telefonerne og det elektriske lys blev opfundet.
I 2016 fylder Kolding Banegård 150 år, og filmmagerne Lars Gregers Hansen og Olaf Hermansen har fremstillet en DVD, som viser historien bag stationen. Den vises på Kolding Bibliotek lørdag den 16. november kl. 11.00 og varer en time. Forud for forestillingen er der fernisering på en kunstudstilling, hvor værkerne har banegården som tema. Udstillingen åbnes kl. 10 af Tanya Buchreitz Jensen, som er medlem af Kolding Byråds kulturudvalg.

De 16 kunstnere, der er præsenterer på biblioteket, er:
Jette Reinert, Vejle. Designer og kunstmaler: "Tog ankomst/afgang"
Verner Brems, Kolding. Billedkunstner og grafisk designer: "Nostalgi og teknologi"
Ellen Pedersen, Vejen. Kunstmaler, Atelierellen: "Kolding Perron"
Lene Breindal, Kolding. Medlem af den blå hund
Ulla Riis Holm, Kolding. Billed- og textilkunsthåndværker
Lene Rosiak Vilandt, Viby. Grafisk designer.
Jørgen Steinicke, Holsted. Cand. mag. i kunsthistorie og kunstmaler.
Gitte Møller, Kolding. Kunstmaler, Galleri Asp
Emilie Sakitha Johansen, Nyborg. Kunstmaler, Sakitha Art.
Mogens Leander, Kolding. Ikonkunstner, Leander Icon Art Design
Annette Lillemor Hansen, Kolding. Kunstmaler: "Chresten Berg"
Joan Bitten Hansen, Rømø. Atelier & Galleri joan.bitten.hansen
Bodil Beck, Kolding. Designer og billedkunstner.
Linda Jessen, Vejen. Billedkunstner.
Alice Brasch, Vamdrup. Billedkunstner, Galleri Brasch. "Tid"
Karin Lildballe, Kolding. Billedkunstner, Galleri Kastal.