onsdag den 27. februar 2013

Hvem er denne kvinde?

Videofotograf og fotograf Jan Patrick Skaarup fortæller her i en lille anmeldelse, hvad der umiddelbart "poppede"op, da han første gang så "Dancing giraffe girl", relief af Verner Brems: "Et kalejdoskopisk billede, der drager dig med sin åbenlyse enkle mystik. Hvem er denne kvinde, dette ubestemmelige væsen, ikke en giraf, ikke en kvinde, men et symbol på kærligheden og dens port ud i livet. Hvor hjertet er det kærlige rum vi kommer fra, det kvindelige, der skaber os alle med et enkelt skud fra en lovløs og ensom cowboys seksløber. Den ensomme ulv, for hvem der ikke eksisterer en enkel giraf eller kvinde, men et mytisk arketypisk væsen, der favner alle i moderlig kærlighed og omsorg. Det er universets forenklede budskab, vi kommer alle et sted fra, og vi skal et sted hen, men ingen ved i virkeligheden hvor."
Videofotograf og fotograf Jan Patrick Skaarup.




fredag den 15. februar 2013

Kunsten på kortet i Søhøjlandet

Her er et sneak peek på den kommende turistbrochure for "Kunsten i Søhøjlandet" - med opslag og med kort over de 14 steder i regionen, hvor man kan opleve billedkunst og få en snak med kunstnere og gallerister.

Lige siden Himmelbjerg-malerne i 1870’erne holdt deres indtog i Søhøjlandet har vores dejlige område tiltrukket kunstnere og andre mennesker med kreative talenter. Derfor myldrer det med spændende kunstnere, dygtige kunsthåndværkere og unikke gallerier i Skanderborg Kommune. Og de vil alle sammen gerne have jeres besøg. Nogle gallerier og værksteder er åbne året rundt, andre skal man træffe en besøgs-aftale med. Det kan I læse mere om i præsentationen af de enkelte værksteder, atelierer og gallerier.
På kortet kan I se, hvor I kan møde kunsten og/eller kunstneren, og måske bliver I inspireret til en lille, farverig turné.
Nogle af kunstnerne tilbyder kurser og events – det kan I læse meget mere om på www.visitskanderborg.dk, hvor der er links til alle dem, I ser her på kortet.
Kunsten på kortet er støttet af Kultursamvirket i Skanderborg.