torsdag den 28. maj 2020

SOCIAL DUMPING af Niels Erik Danielsen

social dumpning
Pgr. pandemien blev landsbranchemødet i Ålborg  ikke afholdt.





































Inden det handler om social dumping er det nødvendigt med nogle betragtninger om den globale pandemi – Covid-19.
30. januar 2020 var der på verdensplan 7.818 mennesker smittet, heraf 7.736 i Kina og 170 var døde. Ca. 4 måneder senere er næsten 6 millioner mennesker smittet og over 350.000 er døde og 2,5 millioner af de smittede er blevet raske igen.
Heldigvis er der stor forståelse i Danmark om at stå sammen ved at holde afstand, vise forståelse og tage hensyn. Vores velfærdssamfund er udfordret af skattelettelser til de rige, skatteunddragelser, udbytteskattesvindel og mere af samme skuffe. Men alligevel har vores regering og folketing afsat økonomisk kompensation til virksomheder, arbejdere og andre der er ramt af Covid-19. Samtidig har vi et sundhedssystem med hårdt arbejdende personale der yder en fantastisk service og behandling. Lad os gøre alt for at bevare velfærden og vores sundhedssystem, mens vi prøver at få styr på naturens uforståelige naturlighed.

Uden sammenligning er social dumping uforståelig for os.
Det er narkotika for kapitalens næse, det skaber en yderligere afhængighed af profit.
Social dumping er asocialt og samfundsnedbrydende, et parallelsamfund hvor love og regler ikke gælder, og hvor myndighederne ikke kan gribe afgørende ind.
Social dumping er også organiseret kriminalitet, hvor fagligt aktive ikke bare får verbale tæsk men konkret overfaldes af kriminelle bøller.
Social dumping er en invasiv art, men der skal ikke sprøjtes mod det med kræftfremkaldende midler. Social dumping skal rives op med rod, gennem fagligt arbejde, aktivitet og handling samt organisation - forbundet i et fagligt fællesskab.

I kampen mod social dumping skal der lyde et samlende VI. Ikke os og dem. Jeg har set en tegning af en arbejdsgiver, der sidder med en tallerken med et mindre bjerg af småkager. På arbejdsgiverens højre side sidder en organiseret arbejder med en tallerken, hvor på der ligger én småkage.
På arbejdsgiverens venstre side sidder en fattig fremmed, som har en tallerken uden småkager på. Arbejdsgiveren siger til den organiserede arbejder, ”den fremmede vil prøve at stjæle din småkage”.

Til forsvar for social dumping så giver EU's regler åbenbart mulighed for at undlade at betale bøder for overtrædelse af danske overenskomster. Det italienske firma Solesi havde brudt overenskomsten og underbetalt omkring 130 medarbejdere men undlod at betale en bod på 14 millioner kroner til 3F. Firmaet kørte sagen videre ved en lokal siciliansk domstol. Den italienske dommer afgjorde at Solesi ikke behøvede at anerkende dommen fra Danmark. Dommeren henviste til en nødbestemmelse i EU-reglerne, som giver et medlemsland mulighed for at afvise en dom, der er afsagt i en anden medlemsstat, hvis dommen vel at mærke strider mod grundlæggende retsprincipper i medlemslandet.

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, kan man ellers læse, at Danmark og EU har love og regler, som skal virke imod social dumping. I Udstationeringsdirektivet fra 1996 er der regler om, at det land, hvor de udstationerede arbejdstagere midlertidigt arbejder, kræves det at virksomheden overholder landets regler om fx mindsteløn og arbejdsmiljø. Men regler er åbenbart til for at blive brudt.

Den 6. maj 2018 kunne man i noget der hedder Erhvervs Finans, læse at SKAT gennemfører koordinerede aktioner mod social dumping sammen med politiet og Arbejdstilsynet. Disse begyndte i 2012, alene i bygge- og anlægsbranchen har man nu opdaget skatteuregelmæssigheder for 514 millioner kroner.
Fagbladet skrev i januar i år, at den danske statskasse på fire et halvt år havde fået 850 millioner kroner ind ved kontrol af moms- og skattesnyd blandt udenlandske firmaer og ansatte i Danmark.

Vi har en Danmarkskanon.
Ti værdier for fremtidens samfund. Værdier og traditioner blev sat til diskussion, og det hele mundede ud i 2425 forslag. Tyve overordnede forslag blev sat til afstemning, så tyve forslag blev til ti.
En af disse udvalgte kerneværdier er Velfærdssamfundet. Velfærdssamfundet handler om solidaritet, lighed, tillid og fællesskab. Velfærdssamfundet er en forudsætning for sammenhængskraften i Danmark.
Det er afgørende at alle borgere sikres lige adgang til f.eks. gratis uddannelse, sundhedsvæsen og sociale ydelser. Derved understøtter velfærdssamfundet en grundlæggende tryghed, der er væsentlig for at bevare et solidarisk, venligt og empatisk Danmark.

Når så blå politikere i diverse skåltaler fremhæver og roser velfærdssamfundet og den danske model, men samtidig tillader social dumping der nedbryder velfærdssamfundet, så er det forståeligt, at vi knurrer og snerrer.
De taler med to tunger, de er knaldhamrende utroværdige, og de nedbryder det som generationer har bygget op og ofret blod, sved og tåre for.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet at 10 % af de rigeste har øget deres indkomster med 18 %, mens de 40 % af befolkningen, der ligger i den nedre del af indkomstskalaen, kun har haft en indkomstfremgang på 2 %. En del af skylden er at topchefernes lønninger er vokset dobbelt så hurtigt som medarbejderens over de sidste 20 år.

Velfærd koster, men hvordan skal den finansieres.
Hvor skal vi finde pengene, kan vi høre de blålige politikere galpe op om.
For nogle år siden skulle vi bare arbejde 12 minutter mere, jeg tror godt I kan huske det.
En blå Bjarnes tanketorsk, med fremhævelse af torsk. De kaldte det forøgelse af arbejdsudbuddet. Flere hoppede på den galej, dog ikke alle – heldigvis.
I dag viser det sig, at topøkonomer som prædikede dette arbejd – arbejd mantra, endelig har fundet ud af, at citronen ikke kan presses mere, af de mennesker der står uden for arbejdsmarkedet. Tværtimod vi risikerer at skubbe mennesker med problemer endnu længere væk fra arbejdsmarkedet.

I et solidarisk samfund er det de stærkeste økonomiske skuldre, der skal bære de største byrder.
Lidt mere konkret blev det udtrykt i en kronik i Politiken den 13. januar i år. Under overskriften ”Her er pengene, der skal løfte velfærden”, havde en række forbundsformænd og kvinder fundet frem til, hvor vi kunne finde flere penge til velfærd.
14 milliarder kroner om året kan skaffes ved små og mellemstore virksomheder, som betaler mindre i skat, moms og afgifter end de burde.

Vi kan styrke skattekontrollen, det kan betale sig, ja mon ikke.
Tillad mig i den forbindelse at fremhæve en tidligere minister.
Troels Lund Poulsen sagde i Debatten på DR i 2010:
”Lad mig så give et helt konkret banalt eksempel fra Skatteministeriet. Da Skatteministeriet startede i den form det har nu, da man overtog ansatte fra kommunerne der var der over 10.000 ansatte. I løbet af få år var vi nede på at have omkring syv et halvt tusind ansatte. Så det viser jo faktisk, at det kan lade sig gøre at effektivisere og samtidig opkræve skat”.
Han troede i hans blålige visdom, at med 2.500 færre medarbejdere så kan man effektivisere og samtidig opkræve skat, men det kan man ikke og det lider velfærden under nu!

Vi er her endnu, og vi bliver her, vi kan ikke undværes. Vi forlanger ordentlige løn- og arbejdsforhold. Vi mødes atter til fællesskab, til organisering, til sange og kammeratskab, det har bragt os videre.
Nogen tror på at Gud skabte himlen og jorden, måske, men helt sikkert er det, at alt det imellem er skabt af byggearbejderne.
Kun byggearbejderne kan skabe alt dette mellem himlen og jorden.
Det laver ikke sig selv på trods af alle forudsigelser om algoritmer, murermaskiner og andre tossestreger.

Sådan en indsats koster og kræver anerkendelse samt respekt.

Så fat det dog!