tirsdag den 17. april 2018

Galleribrems blander blod (eller ihvertfald farver) med de nordiske guder

Nye billedfortolkninger af den nordiske mytologi tegnet- og designet af @galleribrems Verner Brems i samarbejde med Lotte Overgaard Brems. Illustrationerne indgår i en udsmykning til As Friskole i Juelsminde. Siden Grundtvigs dage har den nordiske mytologi og danske friskoler gået godt i spænd, og i løbet af foråret indvies motiverne på skolen.

Gladsheim er det land, hvor Valhal findes. Odin bor der, bla. sammen med ravnene Hugin og Munin, som hver morgen flyver ud i verden, og om aftenen kommer de hjem og hvisker Odin i øret, hvad de har set. De to ulve, Gere og Freke hjælper Odin i kamp.

Mimers brønd ligger under den ene af Yggdrasils rødder. Den er fyldt med visdom og ejes af verdens klogeste mand, Mimer, han drak sig til klogskab af brøndens vand. I brønden ligger Odins ene øje, som han havde givet i pant for at få visdom.

I Yggdrasils krone lever fire hjorte, Dain, Dvalin, Dunør og Duratro, de æder træets blade. I toppen sidder ørnen Ræsvælg, der er en jætte i ørneskikkelse, som med vingeslagene forårsager vind og storm. Et lille egern, Ratatosk, piler op og ned ad stammen og bringer nyt fra rødderne til toppen. Ved træets fod ligger seks store og mange mindre slanger. Træet voksede i verdens midte og havde rødder, som bredte sig til forskellige verdener. den ene rod nåede til Asgård, asernes hjem, den anden til Jotunheim med jætterne, og den tredje rod strakte sig til Hels dødsrige.

Alfheim er beboet af lysalfer også kaldet elverfolk eller ellefolk. Alfheim regeres af Frej, som betyder “herre”. Han var en af de vigtigste guder og var særligt knyttet til afgrøder, landbrug, velstand og frugtbarhed.

Noatun er Njords bolig i himlen. Njord er knyttet tæt sammen med havet, fiskeri og søfart. Han fungerer som gud for søfart, fiskeri og handel.

Ginnungagap er det store tomrum, der var i midten af verden, før jorden blev skabt. Det adskilte det sydlige flammehav Muspelheim, hvor ildjætten Surt hersker, fra det nordlige iskolde rige Niflheim, hvor den kæmpemæssige lindorm Nidhug lever.
Surt siges at have et sværd, der brænder, og hvis flammer skinner mere end solen.














Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar