onsdag den 22. juli 2020

Prologerne - en anmeldelse af Erik Voss



Fagbevægelsen er død, hævder nogle. I så fald er der i hvert fald en enklave, der ufortrødent kæmper videre: Bygningsarbejderne i 3F.
Siden 2009 har Niels Erik Danielsen hver år skrevet en prolog til Bygningsarbejdernes Landsbranchemøde. Foreløbig er det blevet til 12 prologer.
Det begyndte med en sang, hvor arbejdet blev beskrevet, så mureren kunne genkende det, og samtidig fik det sat ind i en større historisk sammenhæng. 
De fleste prologer trækker et historisk perspektiv op. Det sker fx med udgangspunkt i omtalen af en kendt person: Lyngsie, den første formand for arbejdsmændenes forbund og den første arbejdsmand i Folketinget. Han blev mistænkeliggjort og svinet til i den borgerlige presse. Da han blev valgt, havde kravet om 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers søvn været rejst i en halv snes år, men det blev først gennemført i 1919. Og kun fordi arbejderbevægelsen uafladeligt havde presset på, blev det umulige muligt. 
En anden pioner var Gustav Bang. Den gedigne historiker pegede tidligt på, at arbejdsulykker kunne mindskes ved hjælp af gode arbejdsredskaber, lavere maskinhastighed og kortere arbejdstid. 
Carl Scharberg er – selvfølgelig – også med. 
Hvem har kunnet undgå at lade sig rive med af hans manende ord 
"Hører du nogen kalde 
på store og stærke mænd.
Da er det tiden at samle
alle de svage igen".
Scharnberg var især op igennem 1980’erne arbejderbevægelsens storleverandør af slagkraftige ord. Der findes næppe en 3F-afdeling, hvor han ikke har talt eller som ikke har gjort brug af hans "Uofficielle Synspunkter" i deres mødeindkaldelser osv. De var oftest ledsaget af Thomas Kruses grafik. Niels Erik Danielsens prologer grafisk tilrettelagt af Verner og Lotte Brems, der også har leveret illustrationerne. Som det var tilfældet med Scharnberg og Kruse passer ord og billede også her perfekt sammen. Brems finder hen ad vejen oven i købet et helt unikt grafisk logotype for titlen "Prolog". I 2017 er det noderne til ”Internationale”, der danner baggrund for stiliserede stilladsarbejdere, og som om det ikke var nok, er der forrest placeret en trio af bygningsarbejdere fra 3F. De synger efter an arbejdersangbog. 
Historiske perspektiver spiller en stor rolle i Prologerne. Vi bevæger os fra Akropolis som beskæftigelsesarbejde for næsten 2500 år siden - over den danske tømrerskrue strejke i 1794, hvor nogle af de strejkende blev deporteret til Tyskland - til indførelsen af robotter og bankers skandaløse hvidvask af penge. 
Verner Brems og Niels Erik Danielsens Prologer anbefales hermed til alle, der står i fare for at blive påvirket af tidens tåbeligheder, for næsten intet er så smittefarligt som borgerlighed. 
En prolog om ugen i 4 måneder vil få enhver selv nok så inficeret til at blive helt menneskelig og nytilkomne vil hurtigt opbygge immunitet.
Husk: Det er muligt, at vorherre har skabt både jord og himmel, men alt derimellem er bygningsarbejdernes værk. Nogen lunde sådan udtrykker Niels Erik Danielsen det i en af Prologerne.
Erik Voss



De 12 prologer og illustrationer, 48 sider ialt, er samlet i en special håndlavet udgave med forskellige farvevariationer til forsiden. Begrænset oplag. Samlingen koster 100 kr. stk., og kan bestilles hos Verner Brems vernerbrems@vernerbrems.dk - der påregnes 45 kr. i forsendelse.