 |
Illustration af Verner Brems
|
Hvorfor synger vi ikke så meget mere, som vi gjorde en gang?
Sangen har jo haft stor betydning for arbejderbevægelsen.
Tillad mig et selvkritisk spørgsmål - om det ikke begyndte at gå tilbage for os, da vi ikke sang så meget?
I det hele taget har arbejderklassen haft et meget underligt forhold til kultur, men lad det nu ligge.
Vi sang ved bevægelsens start, og vi synger når vi er truet. Alsangen under besættelsen, kampen mod EU og utallige strejkesituationer. Men hvis vi synger, når vi er truet så burde vi jo nu synge som bare pokker. Med globalisering, social dumping og en stigende ulighed, der truer vores velfærd.
De første arbejdersange blev udgivet som skillingstryk i 1870’erne. Fællestitlen var Socialistisk Sange. De var alle kampsange, blandt andet den danske kampsang Overbyes; Socialisternes March – ”Snart dages det brødre – det lysner i øst”.
I 1875 udgav Luis Pio ”Sangbog for det Socialdemokratiske Arbejderparti”. Den første egentlige samling af arbejdersange. Og i 1886 udkom ”Sangbog for socialdemokratiske arbejdere” med betydelig flere sange, men indholdet var også mere forenings- og håndværkssange.
I 1875 udgav Luis Pio ”Sangbog for det Socialdemokratiske Arbejderparti”. Den første egentlige samling af arbejdersange. Og i 1886 udkom ”Sangbog for socialdemokratiske arbejdere” med betydelig flere sange, men indholdet var også mere forenings- og håndværkssange.
Arbejdersangene var et kampmiddel, det handlede om arbejdernes uretfærdige levevilkår og formulering af krav. Og der blev sunget for at styrke bevægelsen gennem opfordring til solidaritet.
Oskar Hansen er vores største arbejdersangskriver. I 1923 skrev han den vel nok mest kendte danske arbejdersang. ”Når jeg ser et rødt Flag smælde”. Skrevet til et kredsstævne for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) i 1923 under titlen ”Ung Flagsang” med melodi af Johannes Madsen.
Verdens mest berømte arbejdersang er utvivlsomt ”Internationale”. Melodien til “Internationale” er komponeret af en arbejder ved navn Pierre Degeyter i den nordfranske industriby Lille. En juniaften i 1888, holdt arbejdersangkoret “Arbejdernes Lyre” prøve i Lille, og lige før man gik hver til sit, stak en af deltagerne en lille digtsamling i hænderne på Pierre. Arbejderen sagde til Pierre “Jeg har her nogle vers af afdøde Eugène Pottier. Kik engang på dem, måske finder du noget passende.” Efter at have læst Pottiers revolutionsdigte igennem satte Degeyter sig den aften i juni 1888 ved sit lille orgel og besjælet af kraften i Internationales tekst, skabte han den berømte melodi på en nat. Allerede den følgende mandag blev Internationale sunget offentligt.
Andre ude i verden brugte sangene til at agitere og mobilisere arbejderne. Joe Hill blev født i 1879 i Gävle i Sverige. Han rejste til USA sammen med sin to år ældre bror Paul, som passager på tredje klasse på båden til New York, og gik i land ved Ellis Island i oktober 1902. Hertil kom der samlet set fra 1892 til 1924 ca. 14 millioner mennesker til USA.
Joe Hill fik arbejde på havnen i San Pedro i Californien. Han havde et talent som digter, sanger og taler og han var med i arbejdet for at organisere og skaffe medlemmer til IWW en international, arbejderorganisation stiftet den 27. juni 1905 i Chicago.
Joe Hill skrev humoristiske tekster med en til tider meget skarp ironisk undertone. Han blev især kendt for udtrykket ”You’ll get pie in the sky when you die”. Teksten er lavet som en parodi over en kendt amerikansk religiøs sang ”In the Sweet Bye and Bye”, hvilket gjorde det muligt at synge teksten, når Frelsens Hær spillede melodien ved madkøerne og til vækkelsesmøderne.
I januar 1914 sker der to 2 mord i Salt Lake City. Samme aften henvender Joe Hill sig til en læge for at få behandlet et skudsår. Joe Hill fortæller, at han er blevet skudt i et skænderi om en kvinde, hvis navn han ikke vil afsløre. På et meget løst grundlag blev han dømt for mord og henrettet ved skydning den 19. november 1915 i Salt Lake City USA. Joe Hill fik stor indflydelse på den amerikanske protestsang og blev inspirationskilde for både samtidige og senere amerikanske protest- og folkesangere, bl.a. Woody Guthrie, som på sin guitar havde skrevet ”Denne maskine dræber fascister”.
Joe Hill fik arbejde på havnen i San Pedro i Californien. Han havde et talent som digter, sanger og taler og han var med i arbejdet for at organisere og skaffe medlemmer til IWW en international, arbejderorganisation stiftet den 27. juni 1905 i Chicago.
Joe Hill skrev humoristiske tekster med en til tider meget skarp ironisk undertone. Han blev især kendt for udtrykket ”You’ll get pie in the sky when you die”. Teksten er lavet som en parodi over en kendt amerikansk religiøs sang ”In the Sweet Bye and Bye”, hvilket gjorde det muligt at synge teksten, når Frelsens Hær spillede melodien ved madkøerne og til vækkelsesmøderne.
I januar 1914 sker der to 2 mord i Salt Lake City. Samme aften henvender Joe Hill sig til en læge for at få behandlet et skudsår. Joe Hill fortæller, at han er blevet skudt i et skænderi om en kvinde, hvis navn han ikke vil afsløre. På et meget løst grundlag blev han dømt for mord og henrettet ved skydning den 19. november 1915 i Salt Lake City USA. Joe Hill fik stor indflydelse på den amerikanske protestsang og blev inspirationskilde for både samtidige og senere amerikanske protest- og folkesangere, bl.a. Woody Guthrie, som på sin guitar havde skrevet ”Denne maskine dræber fascister”.
Som sagt vi synger, når vi føler os truet. Alsangen under den tyske besættelse fra 1940 – 1945 er et godt eksempel. Det første Alsangsstævne blev afholdt i Aalborg den 4. juli 1940. Idéen stammede fra Norge og Sverige. Formålet med de danske alsangsstævner var først og fremmest at få deltagerne til at synge og udtrykke deres nationale følelser. Under besættelsen var der også en finurlig protest, som censuren ikke opdagede. Poul Henningsen skrev ”De binder os på hånd og mund”, som de troede handlede om parforholdets mange bindinger, men som også kunne forstås anderledes.
EU-modstanden er et andet eksempel på en trussel udefra. Vi sang Skipper Klements Morgensang, som Ebbe Kløvedal Reich skrev. Klement trodsede den tyske langt stærkere hær i 1534 anført af Johan Rantzau. Frygt ikke Rantzaus sorte hær, silke skal vige for vadmelsklær….
Lidt underligt at synge om ikke at frygte en tysk hær der slog 2000 bønder ihjel i Ålborg i 1534, tog Skipper Klement til fange – halshuggede ham 2 år efter og lod hans afhuggede hoved hænge i 2 år til skræk og advarsel for de oprørske bønder. Men det handler nok også lidt om finurlige formuleringer, der kunne forstås på flere måder.
I 80’erne sang Peter Abrahamsen Carl Scharnbergs ”Hører du nogen kalde på store stærke mænd, da er det tiden at samle de svages styrke igen”. Og videre ”Der er huse, der ikke rejses. Maskiner, der sættes i stå. Der er hundred tusind, der håber på et job, de ikke kan få. Der er børn, der mere end aner. Der er kvinder, der slides af frygt. Der er mænd, der ældes hver aften af de job, de forgæves har søgt. Det er en del af vor verden, af kræfternes frie spil ! Hvor længe endnu skal det vare? KAMMERATER ! HVAD ER DET, VI VIL?”
Og lærlingene sang om ”Røde Wilfred”. Om ”Røde Wilfreds røde hilsner / viser folk hvorfor vi slås / Røde Wilfred, Røde Wilfred / han har mistet barnetroen / Ikke flere narresutter, nu går Wilfred i aktion.”
Og der var sange om tidsstudier, ”hvis de sir’ at vi ikke kan li’ det, så tar’ vi tid på hvor læng de er om at si’ det.” Og Arne Würgler sang Folketings boogie- woogie: ”Først valser vi til højre, så valser vi til venstre, så mødes vi på midten og så vi lige vidt”
Glemmes må heller ikke albummet ”De største er de små - sange til Anker” i anledning af Anker Jørgensens 85-års fødselsdag. Nyfortolkninger af sange fra Arbejdersangbogen. En række af Danmarks mest kendte kunstnere gik sammen for at hylde ham. Blandt de medvirkende kan blandt andre nævnes Erik Clausen, Allan Olsen, Michael Falch og Kim Larsen, men også helt nye unge danske rockpoeter som Juncker og Jonas Breum var med.
Noget af de nyeste er Christoffer Kejser Larsen og band, med sange ”Velkommen i de arbejdsløses endeløse rækker”, kom de på dansktoppen. Som ikke er en typisk dansktop-slager, men mere en arbejdersang. Velkommen i de lediges kø / de arbejdsløses endeløse rækker / Udkants Danmark lukkes ned / og stolte mænd de knækker, synger Christoffer Kejser Larsen.
Der er mange sange der skal synges endnu. På polsk, italiensk, tysk, spansk og russisk og sikkert også på kinesisk.
“Internationale” slår bro fra kyst til kyst og forener arbejdere i alle lande. Men vi skal også have sange om rygge, der smerter og om faren for fald fra stilladset. Vi skal have ætsende sange om blå politikere der har deres på det tørre og nu vil suge den sidste blodsdråbe ud af byggearbejderne.
Vi skal have sange om social dumping, arbejdsmiljø, overarbejde, nedslidning, men også sange om kærlighed til faget, og om vort sammenhold og ikke mindst vores fælles faglige forening.
Kilder: Historien om “Internationale”, – verdens mest kendte sang, Carl Heinrich Petersen (1963)
Samt Internettet.
EU-modstanden er et andet eksempel på en trussel udefra. Vi sang Skipper Klements Morgensang, som Ebbe Kløvedal Reich skrev. Klement trodsede den tyske langt stærkere hær i 1534 anført af Johan Rantzau. Frygt ikke Rantzaus sorte hær, silke skal vige for vadmelsklær….
Lidt underligt at synge om ikke at frygte en tysk hær der slog 2000 bønder ihjel i Ålborg i 1534, tog Skipper Klement til fange – halshuggede ham 2 år efter og lod hans afhuggede hoved hænge i 2 år til skræk og advarsel for de oprørske bønder. Men det handler nok også lidt om finurlige formuleringer, der kunne forstås på flere måder.
I 80’erne sang Peter Abrahamsen Carl Scharnbergs ”Hører du nogen kalde på store stærke mænd, da er det tiden at samle de svages styrke igen”. Og videre ”Der er huse, der ikke rejses. Maskiner, der sættes i stå. Der er hundred tusind, der håber på et job, de ikke kan få. Der er børn, der mere end aner. Der er kvinder, der slides af frygt. Der er mænd, der ældes hver aften af de job, de forgæves har søgt. Det er en del af vor verden, af kræfternes frie spil ! Hvor længe endnu skal det vare? KAMMERATER ! HVAD ER DET, VI VIL?”
Og lærlingene sang om ”Røde Wilfred”. Om ”Røde Wilfreds røde hilsner / viser folk hvorfor vi slås / Røde Wilfred, Røde Wilfred / han har mistet barnetroen / Ikke flere narresutter, nu går Wilfred i aktion.”
Og der var sange om tidsstudier, ”hvis de sir’ at vi ikke kan li’ det, så tar’ vi tid på hvor læng de er om at si’ det.” Og Arne Würgler sang Folketings boogie- woogie: ”Først valser vi til højre, så valser vi til venstre, så mødes vi på midten og så vi lige vidt”
Glemmes må heller ikke albummet ”De største er de små - sange til Anker” i anledning af Anker Jørgensens 85-års fødselsdag. Nyfortolkninger af sange fra Arbejdersangbogen. En række af Danmarks mest kendte kunstnere gik sammen for at hylde ham. Blandt de medvirkende kan blandt andre nævnes Erik Clausen, Allan Olsen, Michael Falch og Kim Larsen, men også helt nye unge danske rockpoeter som Juncker og Jonas Breum var med.
Noget af de nyeste er Christoffer Kejser Larsen og band, med sange ”Velkommen i de arbejdsløses endeløse rækker”, kom de på dansktoppen. Som ikke er en typisk dansktop-slager, men mere en arbejdersang. Velkommen i de lediges kø / de arbejdsløses endeløse rækker / Udkants Danmark lukkes ned / og stolte mænd de knækker, synger Christoffer Kejser Larsen.
Der er mange sange der skal synges endnu. På polsk, italiensk, tysk, spansk og russisk og sikkert også på kinesisk.
“Internationale” slår bro fra kyst til kyst og forener arbejdere i alle lande. Men vi skal også have sange om rygge, der smerter og om faren for fald fra stilladset. Vi skal have ætsende sange om blå politikere der har deres på det tørre og nu vil suge den sidste blodsdråbe ud af byggearbejderne.
Vi skal have sange om social dumping, arbejdsmiljø, overarbejde, nedslidning, men også sange om kærlighed til faget, og om vort sammenhold og ikke mindst vores fælles faglige forening.
Kilder: Historien om “Internationale”, – verdens mest kendte sang, Carl Heinrich Petersen (1963)
Samt Internettet.
MÅSKE DEN NYESTE ARBEJDERSANG
Kan synges på: ”Når jeg ser et rødt flag smælde”
Der er stadig mange kampe
vi skal kæmpe for vort fag.
Vi skal bygge på fremtidens rampe
inden klokken den falder i slag.
Vi skal styrke den kommende ungdom
som skal kæmpe i fremtidens sag
og vi fjerner en fortid fuld af fordom
med et kraftigt og hjerteligt slag.
Er der sikkerhed på jobbet
og er ryggen ret min ven
for når sliddet det ikke er stoppet
og når kroppen den smerter igen.
Så det kampen for livet det gælder
der skal lighed i sundhed og løn
vores helbred er klarest det der tæller
for en tryghed hvor håbet er grøn.
Hør på kloden hvor den lider
varmen smelter vores is
der er lande med floder der glider
mens naturen betaler en pris.
Vi får solen og vinden som støtte
med at finde en ny energi
nu de skaber den renlige nytte
en naturlig og grøn strategi.
Kan vi ikke vinde freden
er vor sejre intet værd.
Når kanonernes bomber de falder
mod en flygtende menneskelig hær.
Men vi siger det venligt alvorligt
Stop med krig og med mord på de børn.
For en fred er vi men’nskeligt forpligtet
som en værnende fredelig ørn.
Se på bygninger vi skaber
i et fagligt fællesskab
vor forening er kernen på pladsen
for vor velfærd mod samfundets tab.
Og vi styrker det fælles i faget
med en fane bestandig så rød
vi vil samles og forberede slaget
Ingen kommentarer:
Send en kommentar