søndag den 7. februar 2010

Erotiske drømme og landskabsstemninger på Frederikshavn Kunstmuseum

 
Kunstavisen februar 2010 - artikel af Grethe Hagensen

Frederikshavn Kunstmuseum åbner årets første udstilling med kunstnerparret Lotte og Verner Brems samt den norskfødte Bente Elisabeth Endresen - en udstilling, som helt klart er delt i to ret så forskellige afdelinger, der sikkert vil tiltrække hvert sit publikum.

Naturen som inspirationskilde
Med baggrund i det norske og flere års ophold på Grønland, har naturen altid spillet en vigtig rolle for Bente Elisabeth Endresen, som nu bor på Mols lige ved foden af Mols Bjerge. De sanseindtryk kunstneren får, når hun færdes i naturen, inspirerer hende til landskabsmalerier, som hverken er naturalistiske eller abstrakte, men noget midt imellem. Nogle er kølige og gennem andre stråler solens varme. Hun tager udgangspunkt i samspillet mellem de fire grundelementer: ild, jord, luft og vand og så det femte: kosmos både i det store og i det små.

Fabulerende billedunivers
For undertegnede blev det et både overraskende og charmerende bekendtskab at gå på opdagelse i kunstnerparret Lotte og Verner Brems´ fabulerende billedunivers.
De to kunstnere, som har arbejdet sammen i mange år, supplerer hinanden så fint, at man ind imellem er i tvivl om, hvem af dem, der har lavet billedet. Og det er der også god grund til, for af og til bruger de af hinandens skitser eller supplerer hinanden på anden måde. F.eks. ved at sætte ord ind i billedet.

Lotte kalder sine dejlige varme malerier for LOTTELINE – kunst for voksne og barnlige sjæle. Blandet med en stram grafisk indgang til maleriet er billederne både impulsive, sjove og lidt vilde.
De er tydeligt inspireret af børns intuitive billedunivers med en sprudlende uspoleret fantasi. Man bliver så glad af at kigge på dem.
Som noget nyt er Lotte begyndt at lave små ”bøger”( emballage) befolket af fantasifulde væsener. 

I Verners billeder er der handling og bevægelse med tydelig inspiration fra popkunsten og tegneseriens og reklamens verden. Her er der hurtige biler, revolvere, sensuelle kvinder og mænd med erotiske drømme, der vækker minder om gamle amerikanske film. En række dejlige farvede relieffer fulde af fabelvæsener og skønne damer udtrykker fantasi og en ekspressiv kraft kombineret med humor.

Både Lotte og Verner Brems er helt deres egen. De kan begge lide at lege, og der er ingen selvhøjtidelige miner i deres farveglade, humoristiske kunst.
Verner Brems har bl.a. designet en lang række plakater i forbindelse med spændende kunst- og kulturbegivenheder landet over, og Lotte Overgaard Brems arbejder til daglig som grafisk designer og nyhedsgrafiker på Morgenavisen Jylands-Posten.

Se også de 3 fine exlibriskunstnere: Gennadij Alexandrov, Alexander Grigoriev og Leo Bednarik, som museet præsenterer i serien Nutidens Exlibriskunstnere.
Frederikshavn Kunstmuseum & Exlibrissamling, Parallelvej 1,  Frederikshavn. Frem til den 7. februar

Ingen kommentarer:

Send en kommentar